Person der smiler


Er du i gang med et fag hos SmartLearning? Så kender du din underviser. Men har du egentlig mødt vores læringskonsulenter?


SmartLearnings digitale læringskonsulenter er en uundværlig brik i udviklingen, produktionen og leverancen af de fag og uddannelser, du finder hos os. De opererer primært i kulissen, men bidrager i dén grad til at sikre dig og dine medstuderende den bedst mulige læringsoplevelse – uanset om du tager et enkelt fag eller en hel uddannelse online. 

Hvordan gør de det? Og hvorfor er det relevant for dig?

Det har vi spurgt Siri og Sara om – to af SmartLearnings mest erfarne læringskonsulenter, der spiller en vigtig rolle i kvalitetssikringen af din studieoplevelse.

1. Garant for en god brugeroplevelse

“Som læringskonsulenter er vi de studerendes blik på faget. Når vi bygger et fag og opretter det i vores online-univers, ser vi på det som en studerende, der skal ind og afkode det – og have en god oplevelse. Vi skal kunne forestille os at være en ny studerende, der skal i gang med et online-studie hos SmartLearning og søger svar på spørgsmål som: Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg skal?, Hvordan får jeg fat i min underviser?, Hvor finder jeg svar fra min underviser? osv. På den måde er vi de studerendes garant for, at de får en god brugeroplevelse. 

Hjælp til teknikken

Vi giver også nye studerende en introduktion til undervisningsplatformen inden opstart af deres fag, så de er fortrolige med, hvordan de navigerer rundt, inden studiet starter. Og driller teknikken undervejs, er vi altid klar til at hjælpe dem.

Ensartet kvalitet og oplevelse

Det er også vores opgave at sikre en ensartet kvalitet og oplevelse på tværs af fagene, så du som studerende ikke skal ind og knække en ny kode, hver gang du starter på et nyt fag. Det giver en tryghed, at opbygningen er genkendelig – og at måden, du kommunikerer med underviseren på, er den samme fra fag til fag.”

 

2. Spiller underviserne gode

“Når vi håndplukker nye undervisere til et fag, er det vigtigste kriterium, at deres faglighed er i orden –  og at de har praktisk erfaring på det område, de skal undervise i. Det er et ‘must’, da du som studerende skal kunne bruge din nye viden i praksis. Men ikke alle undervisere har erfaring med online-undervisning, der på flere punkter er anderledes end fysisk undervisning.

Den bedst mulige læringsoplevelse

SmartLearnings læringskonsulenter har viden om læring og didaktik – og ikke mindst solid erfaring med at udvikle effektive online-forløb. Vi er undervisernes sparringspartner og spiller dem gode, så de kan ‘shine’ online. Det gør vi bl.a. ved at guide nye undervisere gennem et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, der sikrer, at de får 100 % greb om, hvordan de engagerer og motiverer dig og dine medstuderende, så I får den bedst mulige læringsoplevelse.

I front med kunstig intelligens

Det er også vores opgave at holde underviserne opdateret på, hvordan de kan understøtte deres fag og undervisning med kunstig intelligens. SmartLearning er en af undervisningssektorens spydspidser inden for udforskning af og anvendelse af kunstig intelligens. Den viden skal naturligvis ud og leve på vores fag, når det giver mening.”

  

3. Udvikling og kvalitetssikring af fag

“Som læringskonsulenter er en af vores vigtigste opgaver at sikre, at alle fag til hver en tid opfylder studieordningens retningslinjer, giver den bedst mulige læringsoplevelse online – og er i tråd med SmartLearnings 7 undervisningsprincipper. Derfor er vi både inde over den løbende udvikling af vores eksisterende udbud og udvikling af helt nye fag.

Et solidt fundament

Når vi udvikler nye fag fra grunden, starter vi altid med at sikre de overordnede rammer og få fundamentet på plads sammen med underviseren og SmartLearnings koordinator på fagområdet. Vi ser på, hvilket fag det er, hvordan studieretningen ser ud, hvordan det specifikke fag taler ind i de andre fag på uddannelsen, hvilken litteratur der er relevant, osv.

Brug din viden i praksis

Herefter starter processen med at få produceret det faglige indhold. Det er primært underviseren, der har den faglige viden og den praktiske erfaring fra erhvervslivet, som står for det. Vores bidrag går typisk på at rådgive omkring det didaktiske – og sikre, at de opgaver og øvrige læringsmaterialer, der bliver produceret, er noget de studerende kan bruge i praksis.

Når alt indhold er på plads, bliver det opsat på læringsplatformen og testet godt igennem, så vi er sikre på, at alt spiller, inden dørene bliver åbnet for dig og dine medstuderende.”

 

Du kender nu læringskonsulenternes 3 kvalitetsstempler, der er med til at sikre dig en læringsrejse af højeste kvalitet og værdifulde kompetencer, du kan tage med dig i din videre karriere – uanset hvilket SmartLearning-fag, du vælger. 

Find dit næste fag her